Kontakt
Vejen Svømmeklub
Petersmindevej 1, 6600 Vejen
formand@vejen-sk.dk
Reg: 9739 Kontonr.: 727350
Login

Holdbeskrivelse

Find det hold der passer bedst til dig. Læs mere nedenunder.

Plask og leg

Holdet er for børn i 3 - 6 års alderen. På holdet lærer man de grundlæggende bevægelser i vand og får fortrolighed med vandet. Fortroligheden øges løbende, især gennem leg og øvelser, således at man tør lære de rigtige svømmebevægelser.
Begyndende svømmeundervisning (fortrinsvis bensvømning) startes her når tilstrækkelig fortrolighed med vand er opnået. Det er dog meget forskelligt, hvornår børn er modne til at påbegynde indlæring af de egentlige svømmebevægelser og hvornår de er motiverede. Vandtilvænningen udvikles fortsat selvom egentlige svømmebevægelser indøves.
Rygcrawlben og crawlben med hjælpemiddel på kortere distancer bør sædvanligvis kunne udføres inden oprykning til begynderhold.

Begyndere

Holdet er for børn, som er fortrolig med ophold og bevægelse i vand. Oftest startes i 5 - 6 års alderen, men man kan også begynde senere. Det kan ikke forventes at børn, der starter i klubben senere end 5 års alderen, er motiveret for et plask og leg hold og de vil derfor ofte starte på begynderholdene.
På holdet søges sikret at tilstrækkelig vandtilvænning er opnået inden undervisningen går videre, men vandtilvænning bliver fortsat udviklet selvom svømmeundervisningen er startet. Især glidebevægelser på maven, siden og ryggen øves - i kombination med varierede bevægelser, samt fortrolighed med vejrtrækning i vand, hovedet under vand, turde se i vandet o.s.v. På holdet undervises i 2 - 3 stilarter - især rygcrawl og crawl.
Det tilstræbes, at man kan svømme 25 meter uden hjælpemiddel inden oprykning til letøvede.

Letøvede

Holdet er for børn og unge, som kan svømme ca. 25 meter i en stilart uden brug af hjælpemidler. På holdet udvikles/forbedres færdigheder i 3 – 4 stilarter med vægt på rygcrawl, crawl og brystsvømning. Undervisningen indrettes hurtigt så brug af bælte og vinger undgås. Fortrolighed med glid i vand i forskellige udgangsstillinger øves (f.eks. glide så langt som muligt uden bevægelser). Vandtilvænning og fortrolighed med vejrtrækning i vand, vand i øjne og evt. dykning øges - f.eks. ved hjælp af leg.
Det tilstræbes at man kan svømme 100 meter uden hjælpemiddel og mindst 25 meter rygcrawl, 25 meter crawl og 25 meter brystsvømning inden oprykning til øvede hold.
Hvis svømmerne udviser særligt talent og interesse for konkurrencesvømning, kan de muligvis blive tilbudt oprykning til konkurrenceafdelingen. Det sker i samråd med holdets instruktør og konkurrenceinstruktørerne.

Vandaktivitetsholdet

Holdet er for svømmere i 10 - 16 års alderen, der gerne vil svømme, lege, dykke, springe fra vipper, spille vandpolo og meget mere – kort sagt unge der nyder at lege i det våde element. Holdet henvender sig især til unge der har rimelige svømmefærdigheder.
På holdet tilbydes instruktion i svømmedisciplinerne, introduktion til livredning og selvredning og aktiviteter i alle de mange muligheder for leg, som vand indbyder til.
Der tilbydes at deltage i et vandkulturstævne hvis det afholdes.

Voksen begyndersvømning og motion

Holdet er for voksne. Der er mulighed for både selvstændig svømning og undervisning af instruktør. Motionister, der normalt selv svømmer eget program, kan her få sammenhold og små udfordringer.
Svømmetræning med forskellige grundliggende bevægelser - afsæt med glid i forskellige udgangsstillinger/se og vejrtrækning i vand/dykning m.v. kan øves. Bensvømning på tid er f.eks. særdeles velegnet til at udvikle færdigheder (når benene kan yde fremdrift, dæmpes kravene til resten af kroppen og indlæringen lettes). Motionister, der svømmer ret godt, kan godt få udviklet grundliggende færdigheder igennem plask og leg øvelser.

Kontingent

Holdkontingent / Pr. Halvår

Id

Navn

Pris

1 Babysvømning (2 voksne og 1 barn) Tilbydes ikke pt.
2 Babysøskende Tilbydes ikke pt.
3 Plask og leg 470,00 kr.
4 Begynder 470,00 kr.
5 Let øvede 470,00 kr.
6 Øvede 750,00 kr
7 Talent 1050,00 kr
8 Vandaktivitetsholdet 470,00 kr.
9 Voksen begyndersvømning og motion 470,00 kr.
10 Livredning – incl prøve ca. 650,00kr.

Vi tilbyder svømmeundervisning til børn og voksne. Læs mere om, hvilket hold der passer bedst til dig.

Svømmeskole henvender sig til børn i alderen 6-12 år og afholdes mandag til fredag i uge 2.

Bliv en del af Vejen SK. Tilmelding eller tilmelding til venteliste åben for nye og gamle medlemmer.